Reduktion af mandler / Tonsillotomi

Indikation

Mandlerne udgør en del af kroppens immunforsvar. De sidder bagerst i munden op mod
ganebuerne. Den primære årsag til at mindske mandlernes størrelse er, at store mandler kan
medføre synkeproblemer, snøvlen, snorken eller pauser i vejrtrækning, når man sover.

Før operationen

Barnet skal være fastende, dvs. at barnet ikke må spise senere end 6 timer før mødetidspunktet.
Derudover må barnet kun drikke lidt vand og tyndt saftevand indtil 2 timer før indgrebet.

Dit barn vil have noget ondt i halsen efter operationen – derfor gives der Panodil som stikpille el mixtur 2
time før indgrebet. Vi ordinerer dosis på Panodil før indgrebet.

Operationen

Bedøvelsen bliver foretaget af en speciallæge i narkose. Forældrene sidder hos barnet 1­-2 minutter,
indtil det sover og efterfølgende venter I uden for.

Selve indgrebet foregår gennem munden. Efter indgrebet bliver barnet båret ind ved siden af .

Efter operationen

Forældrene kommer ind og sidder hos barnet ind til det vågner. Det er vigtigt at lade barnet vågne af sig selv.
Barnet vil blive observeret de første 30 min efter indgrebet. Når der er god øjenkontakt og barnet kan sidde selv, kan I tage hjem igen.
Under hjemturen, skal der, foruden føreren af bilen, være en voksen ledsager til at tage sig af
barnet.

I det første døgn efter operationen skal der være en voksen sammen med barnet.
Der vil være smerter forbundet med indgrebet. Klinikken udskriver en recept på smertestillende medicin (Pamol og Bonyl/Voltaren), som barnet skal have fast de første tre dage. Vi opfordrer til at I henter det smertestillende medicin inden operationsdagen.

I vil få rådgivning om smertebehandling, når operationen bookes og vi genopfrisker dette, inden I tager hjem på operationsdagen.

Skulle der efter operationen opstå en mindre blødning eller være blod blandet i spyttet, skal I give
knuste isteringer eller en ispind til barnet, indtil blødningen stopper. Derudover har kulden også en
smertelindrende effekt.

Skulle der opstå en decideret frisk blødning, skal I med det samme kontakte 112 og blive kørt til
nærmeste hospital af ambulancen.

Forholdsregler efter operationen

I bør lade barnet blive hjemme i tre fulde dage efter indgrebet. Herefter må I vurdere, om barnet er klar til at komme i institution.
Det tilrådes at undlade at drikke varme drikke det første døgn efter indgrebet.

Kontrol

Når der er reduceret mandler, kommer barnet til en kontrol 1 måned efter indgrebet.